Om os

Egeby Frugtplantage blev etableret af Asta og Jørgen Jensen i 1962.  Asta og Jørgen Jensen købte ejendommen på Fælledgårdsvej 4 med henblik på at tilplante de erhvervede 10 ha med primært æbler. Efterfølgende er både arealet og antallet af kulturer udvidet således at der udover æbler dyrkes pærer, blommer og sød kirsebær på et samlet tilplantet areal på ca 30 ha.

I 2003 blev Marie-José og Henning Jensen delvis ejere af plantagen og i november 2008 overtog vi helt plantagen, vi er således anden generation som ejer Egeby Frugtplantage. Frugtplantagen drives som en moderne virksomhed hvor vi hele tiden forsøger at optimere såvel sorter og kulturer som dyrkningsformer. I de senere år er plantagen blevet omlagt efter de nyeste dyrkningsprincipper. Dette gøres med henblik på at sikre maksimalt udbytte af kvalitetsfrugt samtidig med at arbejdsindsatsen minimeres og effektiviseres.

Æbler og pærer
Ca. 2/3 af arealet er tilplantet med æbler og pærer. Vi har sammensat sorterne med henblik på at lave en lang plukkesæson som starter ca. 10/8 og slutter ca. 1/11. Ved at sprede plukkesæsonen ud over en lang periode har vi mulighed at sprede arbejdsindsatsen i forbindelse med plukningen. Samtidig giver de forholdsvis mange sorter også en vis risikospredning i forhold til udbytte og prissætning af frugten. Alle æbler og pære dyrkes som spindeltræer og hovedparten af arealet er tilplantet efter et princip hvor træerne tilbindes et fast stativ. Træerne er meget svagt voksende og kan ikke stå oprejst hvis de ikke er tilbundet enten en pæl eller et stativ.
Når vi som andre frugtavlere har valgt at anvende svagt voksende træer skyldes det at disse giver højere udbytte af højere kvalitet samtidig med at træerne skal beskæres langt mindre end traditionelle frugttræer.
Vi dyrker vores æbler og pærer efter IP-regler. Dette medføre at vi skal minimere anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler samtidig med at kun de mest skånsomme produkter må anvendes. Også anvendelsen af gødning skal minimeres mest muligt. Dette gøres ved kontinuerligt at udtage jord- og bladprøver og derefter kun tilføre det som træerne har behov for.

Sød kirsebær
Vi har dyrket sød kirsebær siden begyndelsen af 1970-erne og vi har derfor en af de ældste professionelle sød kirsebær plantager i Danmark.  Det kan være problematisk at dyrke sød kirsebær i Danmark, dette skyldes primært det forholdsvis fugtige sommer klima og kirsebærrenes meget store følsomhed over for sen nattefrost. Sød kirsebær kan ikke tåle regn i større mængder fra ca. 3 uger før modningen. Udsættes de for regn vil de mest modne bær revne og udsættes de for megen regn i kombination med varme kan hele avlen gå tabt. For at eliminere risikoen for revner har vi i løbet af de sidste 5 år investeret i plastoverdækning af vores sød kirsebær plantage. Vi kan således nu afdække ca. ¾ af vores areal. Plastdækningen giver yderligere, et bedre arbejdsmiljø for vores plukkere, en bedre frugtkvalitet og endelige bedre mulighed at planlægge plukningen.

Blommer
Vi har dyrket blommer siden slutning af 1980-erne. Klimaet i Danmark er fortræffeligt til dyrkningen af blommer, den køligere sommer (i forhold til Sydeuropa) giver os mulighed for at producere meget søde, saftige og velsmagende blommer.  På trods af dette er produktionen af blommer i Danmark ikke særlig stor og vi er langt fra selvforsynende med blommer. Dette skyldes dels at produktionen af blommer et noget risikobetonet, både med hensyn til revnedannelse i forbindelse med regn i løbet af sommeren og i forbindelse med frost risiko i perioden omkring blomstring.  Udbyttet er meget svingende år for år.

Hjemmesalg
Vores vejbod er åbnen hver dag hele året rundt. Fra ca. 10/7 – 25/8 sælger vi sød kirsebær, 1/8 – 10/10 blommer, 5/8 – 1/4 æbler og fra ca. 20/8 – 1/3 pærer. Yderligere sælger vi vores æblemost, marmelader, honning, paradisæblegele og værtindegaver.
I vores vejbod lægger vi meget stor vægt på at vi kun sælger produkter af den højeste kvalitet. Det er vigtigt for os at vi har vores egen bod, hvor vi kan præsentere den bedste kvalitet af dansk producerede frugt og bær. Al vores frugt er håndplukket og vi forsøger at optimere skånsom plukning med det helt rigtige plukketidspunkt for derved at få en velsmagende frugt som altid lever op til vores kunders forventning.

Samarbejde med Gyldensteen
Siden vækstsæsonen 2012 har vi haft et samarbejde med Gyldensteen Gods om driften af Jerstrup Plantage. Jerstrup Plantage er på ca. 13 ha
og i plantagen dyrkes der udelukkende æbler. Ved at indgå dette samarbejde får vi udnyttet vores kapacitet bedre samtidig med at Gyldensteen Gods slipper for at involvere sig i produktionen af æbler. Vi passer plantagen og producerer æblerne mens Gyldensteen Gods sorterer æblerne og sælger dem i eget navn og emballage.